Velkommen til Luna – Min kreative verden. Mit navn er Jeanne, og herinde blogger jeg om min helt store passion for håndarbejde nok mest om den slags, som indebærer et nøgle garn og en hæklenål. Du vil kunne finde kreative indslag samt lidt fra hverdagens skæve og spøjse kanter.

Jeg er 22 år, lærerstuderende og bor i den skønne by Næstved med min kæreste og vores bette vagthund, Luna. Det at holde af kunsten at kreere ting og sager, og især med garn som hovedmateriale ligger nok til familien. Allerede som barn lærte jeg at hækle, strikke og sy, og det var især hæklingen, som fascinerede mig. Jeg begyndte at sy kjoler til mine barbie- og bratz-dukker (jep… det er fra mine gode “unge”/yngre dage), og hæklet og strikket huer og halstørklæder fik de også. Så kom jeg i teenagealderen og luften sivede lige så stille ud af min kreative ballon. Først da jeg flyttede hjemmefra for snart 3 år siden fandt hæklenålen atter vej til mine fingre igen. Min kære mormor har lært mig meget om hækling, og vores ugelige hækledag holder begejstringen for den gode hjernemedicin kørerende.